|
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
Borger i tre verdener. Johannes
Hohlenbergs økonomisk-politiske filosofi. Af Erik
Christensen. 144 sider, 15,5 x 23 cm. Pris kr 148,00. Syddansk Universitetsforlag.
Udgivet 2010.
Om den danske økonomisk-politiske
filosof Johannes Hohlenberg (1881-1960) og hans forfatterskab.
Bogen indeholder en
række af Johannes Hohlenbergs samfundskritiske artikler. Desuden
en indledende præsentation af Johannes Hohlenbergs tanker om stat,
demokrati, økonomi, kultur og forestillingen om en tregrening af
samfundsfunktionerne samt han mere konkrete ideer om arbejdsløshed
og en samfundsdividende. Den afsluttes med en perspektivering og aktualisering
af hans tanker. Bogen skal ses som "et idehistorisk studie i den historiske
baggrund for nogle af de nye internationale bevægelser (for alternativ
økonomi og basisindkomst) for at vise, at de også har nogle
danske rødder"(fra Hvorfor er Johannes Hohlenbergs økonomisk-politiske
ideer interessante i dag?).
Johannes Hohlenberg
var oprindeligt kunstmaler, men blev senere forfatter til en række
bøger, bl.a. om Søren Kierkegaard. At han også var
en økonomisk-politisk tænker af format, har imidlertid kun
været kendt af ganske få. Det forsøger denne bog nu
at råde bod på ved at genudgive en række af hans samfundskritiske
artikler.
"På mange punkter
kan man undre sig over, at Johannes Hohlenberg ikke er mere kendt i offentligheden
i dag set i forhold til hans meget omfattende og alsidige litterære
produktion og den meget høje kvalitet, den tillægges af kendere
af hans forfatterskab. [...] Han formulerer sig i et smukt og varieret,
men samtidig klart og let tilgængeligt sprog, ofte tilsat en snert
af ironi. Argumenterne synes at flyde fra ham med en særlig lethed
eller selvfølgelighed, som det er svært ikke at blive fanget
af"(fra Hvorfor er Johannes Hohlenberg blevet glemt?).
Hohlenberg er ikke let
at placere i det politiske spektrum, fordi han går på tværs
af vores normale forestillinger om økonomi og politik. Af de højreorienterede
blev han i forhold til nogle økonomisk-politiske forhold betragtet
som kommunist, mens han af venstreorienterede blev anset for at være
reaktionær eller nærmest fascistisk. Han bragte 'uorden i
politiske tænkevaner'.
Den demokratiske stat
(hvor flertallet bestemmer) bør for Hohlenberg være en begrænset
stat, fordi den økonomiske og den kulturelle sfære i et demokratisk
samfund ikke bør være underlagt statens (flertallets) suverænitet.
På det kulturelle område er det den enkelte, der er suveræn.
Ingen kan bestemme, hvad den enkelte person skal tro og tænke. Og
på det økonomiske område bør staten heller ikke
have suverænitet. Her ligger suveræniteten hos de økonomiske
aktører (producenter og forbrugere) i fællesskab. Staten
bør imidlertid sikre den enkelte retten til en andel af det samlede
produktionsresultat, en samfundsdividende. Fordi man tillægger staten
al suverænitet i samfundet, var man efter Hohlenbergs mening på
vej mod et totalitært demokrati.
Efter præsentationen
af Johannes Hohlenberg i første del af bogen, følger i anden
del en række udvalgte artikler fra J.A.K.-Bladet i 1935-36 som "viser
JH's teoretiske originalitet på det økonomisk-politiske område."
Sidste del af bogen sætter artiklerne ind i en nærmere historisk
kontekst og giver en forståelse af JH's originalitet set i et bredere
idehistorisk perspektiv.
Erik Christensen (f.
1945), cand.scient.pol., tidligere lektor i samfundsfag ved Aalborg Universitet.
Har beskæftiget sig med paradigmeskift i bogen Nye værdier
i politik og samfund. Paradigmeskift og kulturbrydninger (1990).,
bæredygtig udvikling i Grøn vækst eller bæredygtig
udvikling? (1997), basisindkomst/borgerløn i bogen Borgerløn.
Fortællinger om en politisk idé (2000) og fællesskabsideer
i Fælleder i forandring (2007).
UDDRAG AF INDHOLD: Præsentation
af Johannes Hohlenberg. Hvorfor er Johannes Hohlenberg blevet
glemt? Hvorfor er Johannes Hohlenbergs økonomisk-politiske ideer
interessante i dag? Et nyt statsbegreb. En ny opfattelse af folkestyre.
En ny opfattelse af økonomi. En ny opfattelse af jord, kapital
og penge. Individets og kulturlivets autonomi. Hverken nationalstat eller
verdensstat - tre slags grænser. Samfundsarv og samfundsdividende.
Den samlede løsning. Litteratur. Udvalgte artikler af Johannes
Hohlenberg i J.A.K.-Bladet 1935-36. Statens historiske udvikling.
Statens funktioner. Økonomiens funktioner. Det kulturelle liv.
Tregrening af samfundsfunktionerne. Det internationale samfund. Arbejdsløshed.
Samfundsarven og nationaldividenden. Hvad vil J.A.K.? Johannes
Hohlenberg i perspektiv. Hvad var J.A.K.-bevægelsen i 1930'erne?
Johannes Hohlenbergs rolle i J.A.K. JH's forhold til Retsforbundet og
liberalismen. JH's forhold til socialismen og marxismen. JH's forhold
til Douglas og 'Social Credit'-bevægelsen. Hohlenberg og demokratiet.
Hohlenbergs samfundsopfattelse - visionær og begrænset.
Litteratur.
UDGIVER:
Syddansk Universitetsforlag
Campusvej 55, 5230 Odense
M
Tlf: 66 15 79 99, fax:
66 15 81 26
E-post: press@forlag.sdu.dk
Internet: www.universitypress.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|