LANDBRUG // KRONIK (LONGREAD) – Landbrugsforhandlinger ender formentlig med et kompromis om det mindst mulige indgreb. Konsekvensen bliver, at landbrugets “trædemølle” fortsætter: Antallet af heltidsbedrifter i landbruget bliver færre, større, mere koncentrerede, mere specialiserede og i stigende grad med udenlandsk ejerskab. Er det, hvad danskerne ønsker? Skal industrilandbruget udvikles eller afvikles? Erik Christensen ser på, hvad interesseorganisationerne, de grønne organisationer og klimaaktivisterne ønsker, og peger på behovet for et nyt grønt landbrugsparadigme. Kun gennem en gennemgribende transformation af hele vores landbrug, fødevareproduktion og madkultur opnår vi et bæredygtigt samfund – en indsigt, der nu også spores i borgerlige kredse.
I øjeblikket forhandles CO2-afgift for landbruget i den Grønne Trepart. Den består af Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening samt regeringen.
Det er landbrugsforhandlinger, men i virkeligheden drejer disse forhandlinger sig ikke kun om landbrugets økonomiske og miljømæssige forhold. Det handler om, hvorledes vores land skal se ud i fremtiden. Hvilket samfund skal vi kalde os? Spørgsmålet er, om vi vil være i stand til at blive et grønt foregangsland, der evner at ændre det industrielle landbrug, så landskabet kommer til at se helt anderledes ud, at integrere marker, skove, vedvarende energi, landbrug og urørt natur på en helt ny måde?
I denne debat møder man to yderstandpunkter eksemplificeret ved organisationerne Bæredygtigt Landbrug, der fokuserer snævert på en CO2-afgifts virkning på landbrugets økonomi, og Den Grønne Ungdomsbevægelse, der har fremlagt en vision for et helt nyt landbrugsparadigme.
Det er ofte i tegningen af yderpositionerne af et problem, at man kan forstå dynamikken i en økonomisk-politisk proces, og se mulighederne for skabelsen af et kompromis i rummet mellem yderpositionerne.
Hvem er Bæredygtigt Landbrug og hvad vil de?
Bæredygtigt Landbrug er en interesseorganisation især for store landbrug, der blev stiftet i 2010, med det mål at få afskaffet de økonomisk belastende dele af den daværende borgerlige regerings “Grøn vækstplan” i forhold til landbrugets konkurrenceevne. Organisationen har knap 4000 medlemmer og har optrådt som den aktivistiske del af Landbrug og Fødevarers 22000 medlemmer ved demonstrationer, møder og indlæg imod politiske indgreb og videnskabelige rapporter.
Bæredygtigt Landbrug har senest vendt sig klart imod en CO2-afgift, som den er foreslået af Michael Svarer-udvalget, og har afholdt en stor konference om dette forslag. De mener ikke, at landbruget kan ligestilles med andre erhverv med hensyn til en CO2-afgift, fordi det drejer sig om ikke-målbare biologiske processer. De mener, at man vil kunne nå klimamålene i 2030 uden en CO2-afgift ved at accelerere de igangværende teknologiske løsninger.
Hvem er Den Grønne Ungdomsbevægelse og hvad vil de?
Den Grønne Ungdomsbevægelse startede i 2018 under navnet Den Grønne Studenterbevægelse. I 2022 skiftede den navn til Den Grønne Ungdomsbevægelse. Den består af unge klimaaktivister, der er blevet kendt ved en række aktioner og demonstrationer for klimaet. Senest har de gjort sig bemærket ved udgivelsen af et lille landbrugsmanifest: Levedygtigt landbrug. Et manifest (2024).
Heri kommer de med en beskrivelse af dansk landbrugs situation (økologisk, økonomisk og socialt), en vision for et landbrug præget af en ny økologisk bevidsthed og angivelse af en række politiske pejlemærker og forslag til tiltag.
Det er et opgør med det store industrielle landbrug med forslag om en halvering af den animalske produktion. Det skal ske igennem oprettelse af en grøn omstillingsfond og en jordreform, hvor staten får forkøbsret og, hvor der sker en begrænsning af kapitalfondes jordopkøb, og en bopælspligt bliver genindført. Som nogle nye redskaber foreslår de en grøn værnepligt og en grøn jobgaranti for dem, der bliver ramt af strukturændringerne. Alt i alt mener de, at deres forslag i forbindelse med udvikling af en ny madkultur vil få landdistrikterne til at blomstre.
Landbrugets udvikling og afvikling
Skal landbruget udvikles eller afvikles? Begge organisationer mener, at dele af landbruget både skal udvikles og afvikles, men forstår noget helt forskelligt med udvikling og afvikling.
I Bæredygtigt Landbrug mener man, at det mest effektive industrilandbrug fortsat skal udvikles, så det kan blive et eksempel på det mest bæredygtige industrilandbrug i verden. Samtidig accepterer man – uden at tale direkte om det – at den mindst effektive del af landbruget langsomt udkonkurreres og nedlægges.
I Den Grønne Ungdomsbevægelse ser man helt anderledes på situationen. Her skal det effektive industrilandbrug afvikles, og en helt ny økologisk landbrugsstruktur skal udvikles på grundlag af de forskellige lommer af økologisk landbrug, der allerede findes.
Bæredygtigt Landbrug vil fortsætte den nuværende strukturudvikling, Den Grønne Ungdomsbevægelse vil bryde strukturudviklingen.
Hvorledes har dynamikken i strukturudviklingen i landbruget været, og hvad kan man bruge den indsigt til? Det kommer de to organisationer ikke rigtig ind på eller skjuler det bevidst/ubevidst.
Denne strukturudvikling kan teoretisk beskrives som landbrugets trædemølle.
Hvad er landbrugets trædemølle?
I dag er der ca. 7500 heltidsbrug tilbage i landbruget. I 1960 var det 20.000, og i 2030 forventer man med den nuværende udviklingstakt, at der er ca. 5000 tilbage. Det er et billede på det, nogle økonomer kalder ”landbrugets trædemølle”.
Landbrugets trædemølle er et begreb, som blev lanceret af den amerikanske landbrugsøkonom Willard W. Cochrane i 1958, og som står for en teori om prisdannelsen og koncentrationsprocessen i landbruget.
Han skelner mellem tre grupper af landmænd: Pionererne, gennemsnitslandmændene og efternølerne. Pionerer er hele tiden på udkig efter ny teknologi, der kan give produktivitetsforøgelser og forbedre indtjeningen, når de gennemfører disse forbedringer og indløser en gevinst. Gennemsnitslandmændene bliver umiddelbart ringere stillet og forsøger derfor at efterligne pionererne, mens efternølerne bliver endnu ringere stillet, hvor nogle må give op, og andre forsøger at følge med i produktivitetskapløbet.
Resultatet af processen er, at der kommer et større udbud af varer, hvilket fører til faldende priser og rentabilitet. Så kan trædemøllen fortsætte, pionererne jagter nye produktivitetsgevinster, hvor gennemsnitslandmændene igen har svært ved at følge med, og de fleste efternølere bliver helt koblet af.
Produktivitetsprocessen er den ene side af kapløbet, kannibalismen er den anden fordelingsmæssige side af trædemøllen. Pionererne bruger nemlig deres profit til at ”opsluge” – at købe jord af – de efternølere, der må give op.
Denne trædemølle synes for de fleste umiddelbart helt urimelig, byrdefuld og skræmmende, men den er blot i sine grundtræk udtryk for bevægelsen i kapitalismens udvikling, nogle vil sige den naturlige økonomiske udvikling, som måske mest tydeligt viser sig i landbruget.
Ifølge fremtrædende danske landbrugsøkonomer (Jan Holm Ingemann og Henning Otte Hansen) har denne teori om den økonomiske strukturudvikling i dansk landbrug givet en god beskrivelse af udviklingen siden 1960, og den har vist, at på trods af forskellige politiske indgreb har det grundlæggende været den økonomiske dynamik i trædemøllen, der har været afgørende for udviklingen.
I forhold til de to organisationer er det interessant at se, hvorledes de forholder sig til landbrugets trædemølle. Hvis denne trædemølle fortsætter, vil landbruget udvikle/afvikle sig på en bestemt måde.
Bæredygtigt Landbrug ser politikerne som ”fjenden” og skjuler den økonomiske dødsspiral
Bæredygtigt Landbrug repræsenterer pionererne og ser strukturudviklingen med trædemøllen som en kærkommen trækkraft for at tilføre ny konkurrenceevne. I deres offentlige fremtræden skjuler de samtidig pionerernes kannibalisme i processen, at efternølerne og en del af gennemsnitslandmændene hele tiden må bukke under for konkurrenceræset og lader sig opkøbe af pionererne.
Udadtil fremstiller de politikerne som ”fjenden”, dem der hele tiden er ude på at afvikle dansk landbrug, hvor realiteten er, at de selv er spydspidsen i den økonomiske trædemølle, som de er den eneste gruppe af landmænd, der har økonomisk fordel af trædemøllens fortsættelse.
Den Grønne Ungdomsbevægelse ser politikerne som ”frelsen” og skjuler vanskelighederne ved et brud
De unge miljøaktivister ser derimod meget håbefuldt på politikerne. De fremstilles ikke som ”fjenden”, men snarere som ”frelserne”. Det sker, uden at de nærmere angiver hvilke reelle muligheder, de ser for at bevæge de politiske partier i retning af de forslag, som de præsenterer, og som vil bryde trædemøllen.
Og i forhold til landbrugets økonomiske trædemølle synes de at tro, at den kan brydes fuldstændig, hvilket må tolkes således, at de mener, at dansk landbrug i en ny struktur slet ikke vil være underlagt et konkurrencepres.
I løbet af sommeren/efteråret 2024 ender landbrugsforhandlinger antagelig med et politisk kompromis mellem disse yderpositioner, efter at den Grønne Trepart har afleveret sin indstilling i forsommeren. Det bliver sikkert med en CO2-afgift. Hvor høj den bliver, er uklart og helt åbent, og hvilke følgeindgreb, der vil følge med, er også usikkert.
Regeringens målsætninger – så meget status quo som muligt
Allerede i ”Aftalen om grøn omstilling af dansk landbrug”, som blev indgået i oktober 2021 mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne, fastlagde man nogle centrale hovedpunkter i forståelsen af målsætningen for landbruget. Centralt var fastsættelsen af et bindende reduktionsmål for land- og skovbrugets drivhusgasudledninger på 55-65 % i 2030 i forhold til udledningen i 1990.
Men derudover lagde man vægt på, at landbruget skulle udvikles og ikke afvikles, og at nedbringelsen af CO2-udledningen skulle ske under hensyn til landbrugets konkurrenceevne og skabelse af arbejdspladser.
I regeringsgrundlaget for SMV-regeringen blev disse målsætninger udbygget og gentaget. Her siger man, at der skal indføres en CO2-afgift for landbruget, og at den skal udformes således, at erhvervets konkurrenceevne ikke forringes, og der ikke flyttes arbejdspladser ud af landet. Samtidig skal det ske så omkostningseffektivt som muligt under hensyn til en bæredygtig erhvervsudvikling, hvor erhvervslivet udvikles og ikke afvikles.
Det var inden for denne politiske ramme, at kommissoriet for Svarer-udvalget blev lagt. De blev bedt om at komme med forslag til en CO2-afgift, hvor målet var et samlet mål om 70% reduktion i 2030, og hvor man udviklede og ikke afviklede landbruget og samtidig lagde vægt på den samfundsmæssige effektivitet set i forhold til erhvervsstrukturen og lækagerisikoen.
Det konventionelle landbrug fylder i øjeblikket 53% af landskabet. Det skal fylde meget mindre, hvis man skal tage hensyn til målet om et bedre vandmiljø og målet om biodiversitet
Lige så snart Svarer-udvalget havde afleveret deres anbefalinger, blev de overgivet den Grønne Trepart, der fik til opgave at lave et forarbejde for et politisk kompromis. Treparten fik som opgave at komme med et konkret forslag til en klimaafgift samt nogle pejlemærker og anbefalinger for natur og biodiversitet, drikkevand og skov. Helt overordnet skulle trepartens anbefalinger ske inden for en horisont, hvor man ”fortsat har et konkurrencedygtigt fødevareerhverv med attraktive erhvervspotentialer og arbejdspladser i fremtiden”.
Den Grønne Trepart bestod af regeringen og nogle få udvalgte interesseorganisationer: Landbrugets hovedorganisation, Landbrug og fødevarer – samt de tilsvarende interesseorganisationer på fødevareområdet: Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal og Dansk Industri – samt Kommunernes Landsforening og Danmarks Naturfredningsforening.
Det er værd at bemærke, at arbejdstagerne er repræsenteret af både NNF og Dansk Metal, mens de grønne organisationer kun er repræsenteret af Danmarks Naturfredningsforening. Umiddelbart ville det have været naturligt, at Økologisk Landsforening og Dyrenes Beskyttelse også blev repræsenteret.
Set i forhold til hvorledes Bæredygtigt Landbrug og Den Grønne Ungdomsbevægelse opfatter udvikling/afvikling af landbruget, er der igen tvivl om, at de fleste politikere hælder i retning Bæredygtigt Landbrugs opfattelse.
De grønne organisationer – Danmark som frontløber for økologiske plantebaserede fødevarer
Allerede i november 2023 kom fem grønne organisationer med en rapport om deres syn på landbrugets udvikling: ”Fra Foder til Føde II. En ny vej for dansk landbrugsproduktion og fødevareforbrug inden for planetens grænser”. Det var Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Vegetarisk Forening, Dyrenes Beskyttelse, Foreningen for Regenerativt Landbrug, Foreningen Klimabevægelsen i Danmark, Greenpeace, Rådet for Grøn Omstilling, World Animal Protection og Økologisk Landsforening.
I deres rapport tager de udgangspunkt i, at i 2040 skal klimaaftrykket fra Danmarks landsektor som minimum gå i netto-nul, at 65% i landbrugsaftalen skal være opfyldt i 2030, at man kan opfylde EU’s biodiversitetsstrategi om 30% beskyttet natur i 2030 og opnå en god miljøtilstand i kystvande, søer og vandløb i 2027.
De lægger op til en strukturel omstilling, hvor man tager en fjerdedel af det nuværende landbrugsareal ud af dyrkning til afgræsset natur og skov. Ca. 60% af landbrugsarealet bruges til afgrøder til konsum (korn, grøntsager, kartofler og bælgplanter), så Danmark bliver selvforsynende med foder og producerer protein svarende til 12 mio. menneskers behov. Endelig tilpasses antallet af landbrugsdyr, så målene for klima, vandmiljø og drikkevandsbeskyttelse kan opnås.
I lighed med regeringen foreslår de også en CO2-afgift, som de dog præciserer, skal være ensartet og helhedsorienteret. Men i modsætning til regeringen foreslår de derudover en række redskaber, der skal sikre udtagningen af landbrugsjord til natur, vandmiljø og drikkevandsbeskyttelse. Det er etablering af en grøn omstillingsfond til gældsafvikling i landbruget, forkøbsret for staten til jord i konkursramte landbrug og mulighed for ekspropriation af jord som miljøværktøj. Endelig foreslår de en opstramning af de liberaliserede regler for ejerskab af jord, som blev indført i 2014.
Klimarådet – et udspil der åbner op for en bredere debat
Efter Svarer-udvalgets beretning om tre forskellige modeller for en CO2-afgift og efter den Grønne Trepart var gået i gang, kom Klimarådet så med en ny rapport, som måske vil skabe en bredere debat og kompromis, end man ellers ville have set.
De kom med et forslag, som satte landbrugsafgiftsdebatten ind i et større og mere holistisk perspektiv. De foreslog nemlig en koordineret indsat for klima, vandmiljø og biodiversitet ved at inddrage arealplanlægningen i en analyse frem til 2050. Det er ikke bare et spørgsmål om, hvorledes et enkelt erhverv økonomisk bliver påvirket af en afgift. Det drejer sig mindst lige så meget om, hvorledes vi ønsker det fremtidige landskab skal se ud.
Hvad man kan have et lysegrønt forårshåb om er, at flere aktører i den Grønne Trepart udover Danmarks Naturfredningsforening ville støtte de tanker, som er fremlagt af Klimarådet
Det konventionelle landbrug fylder i øjeblikket 53% af landskabet. Det skal fylde meget mindre, hvis man skal tage hensyn til målet om et bedre vandmiljø og målet om biodiversitet. Derfor foreslår Klimarådet, at en tredjedel af det dyrkede landbrugsareal (hvilket svarer til et område på størrelse med Sjælland) frem mod 2050 tages ud af landbruget, og at der i stedet rejses skov og skabes urørt natur. Landbruget kommer til at fylde meget mindre, og naturen gives mere plads, så både målene om et bedre vandmiljø i vandrammedirektivet i 2027 – og målet om, at 30% af landarealet går til biodiversitet – opfyldes.
Forslaget er meget ambitiøst, men genialt, fordi det inddrager den synergieffekt, der opstår, når man løser landbrugsomstillingen med biodiversitets- og vandmiljøkrisen, hvorfor det kun ville give 2,8 mia. kr. i tabt fortjeneste hos landbruget hvert år, hvilket vurderes til at være relativt beskedent.
Politisk kompromis – et stadig mere ensidigt industrilandbrug?
Umiddelbart ser det ud til – med den politiske ramme, regeringen har lagt – at et kompromis ender med det mindst mulige indgreb, den laveste CO2-afgift suppleret med en del afbødende foranstaltninger, der støtter landbruget og fødevareerhvervene. Man undgår en større sammenkobling af landbrugsforhandlingerne med forhandlinger om vandrammedirektivet og biodiversiteten, fordi det øjeblikkeligt kommer til at se mere byrdefuldt for landbruget.
Selve den måde, den politiske proces er opbygget på, peger i den retning. Man lukker den politiske debat inde i et korporativt rum og proces, hvor de stærke interesseorganisationer trækker retningen, så indgreb i forhold til ændring af landbrugsstrukturen og udviklingen bliver så små som muligt.
Det peger i retning af, at landbrugets trædemølle vil fortsætte og måske blive forstærket af de politiske indgreb.
Det er den strukturudvikling, der de sidste 30-40 år har været meget entydig og forudsigelig og ikke har været synderlig påvirket af politiske indgreb og kriser. Det har betydet, at antallet af heltidsbedrifter i landbruget er blevet færre, større, mere koncentrerede og mere specialiserede.
Det har samtidig medført, at selvejede landbrug er blevet mindre, og andre ejerformer med udenlandsk ejerskab er blevet stigende.
Det er i dag billedet på det industrialiserede landbrug i et stadig mere monokulturelt landskab, dækkende omkring 50% af landet og ejet af en meget lille gruppe af mennesker.
Man kunne spørge, om det er det Danmark, de fleste danskere ønsker i fremtiden.
Et lysegrønt forårshåb – et begyndende opgør med industrilandbruget?
For 30 år (i 1993) siden stillede landbrugsøkonom, Jan Holm Ingemann fra Aalborg Universitet spørgsmålet, om det i det hele taget kunne lade sig gøre at bryde landbrugets trædemølle. Han kom frem til, at trædemøllen afhang af den målsætning og idealdannelse, man havde i landbruget og blandt politikerne.
Siden 1950’erne var der ifølge Ingemann udviklet en forestilling om ”det effektive landbrug”, hvor landbrugets indkomstproblemer er blevet løst igennem omkostningsminimeringer forstået som faldende stykomkostninger gennem teknologisk betingede produktivitets- og output forøgelser og deraf følgende koncentration.
Men Ingemann mente, at man godt kunne erstatte ”det effektive landbrug” som ideal med ”det rimelige landbrug” ved, at man fokuserede på højprismarkederne med specialprodukter til nichemarkeder fremfor markeder for bulk-varer. Det krævede imidlertid også lovgivning om størrelser af landbrug og støtte til generationsskifte.
Et kæmpe internationalt landbrugsstudie med 58 forskere fra fem kontinenter i SCIENCE på Københavns Universitet med dansk deltagelse, der konkluderer, at man bør droppe industrilandbruget
30 år efter (2016) kunne en anden landbrugsøkonom, Henning Otte Hansen konstatere, at trædemøllen stadig var i funktion. Der var ikke indtrådt et skifte i idealforestillingen, som Ingemann havde ønsket, og man havde ikke strammet lovgivning for sammenlægning og generationsskifte, men tværtimod lavet en ny landbrugslovgivning i 2014, som fremmede koncentrationen. Derfor mente Otte Hansen, at en højkvalitets- og højprisproduktionsstrategi ikke ville kunne standse trædemøllen.
Hvad man kan have et lysegrønt forårshåb om er, at flere aktører i den Grønne Trepart udover Danmarks Naturfredningsforening ville støtte de tanker, som er fremlagt af Klimarådet. Det kunne måske være Dansk Metal og Dansk industri ud fra en forudsætning om, at der må skabes ensartede erhvervsvilkår for industri og landbrug og ønsket om en minimering af de langsigtede samfundsøkonomiske omkostninger og en synergetisk løsning af landbrugs-, vandmiljø- og biodiversitets-problemerne. Det kunne skabe rum for et begyndende opgør med det stadig mere dominerende industrielle landbrug.
Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at der – samtidig med den Grønne Treparts arbejde -offentliggøres et kæmpe internationalt landbrugsstudie med 58 forskere fra fem kontinenter i SCIENCE på Københavns Universitet med dansk deltagelse, der konkluderer, at man bør droppe industrilandbruget. Både mennesker og miljø har bedst af et varieret landbrug. En diversificering, hvor man gør op med et monokulturelt industrilandbrug og skaber mindre og mere alsidige brug, styrker fødevaresikkerheden, biodiversiteten og generelt levevilkårene.
Klimarådet går ikke ind på den del af strukturudviklingen, der vedrører ejerforhold og en eventuel tilbagerulning af dele af liberaliseringen af landbrugsloven samt muligheder for skabelse af en grøn fond, der kunne få forkøbsret til opkøb af landbrug, der er konkurstruet. Det er elementer, der kunne tilføres en landbrugsaftale af en ny rød-grøn regering efter næste valg, hvis landbrugsforliget til efteråret kun omfatter borgerlige partier.
Samlet set ville sådanne foranstaltninger kraftigt reducere landbrugets trædemølle og skabe et helt nyt og andet varieret landskab. Så ville vi for alvor i Danmark kunne kalde os et grønt foregangsland.
Det er interessant, at sådanne forhåbninger og tanker ikke kun findes i de traditionelle grønne kredse, men også i borgerlige mediekredse. Martin Krasnik gav i en leder i Weekendavisen, ”Efter landbruget” (d. 26. april), udtryk for en forhåbning og opfordring til regeringen. Den er kommet til verden på proklamationerne om at ville gennemføre nødvendige, store reformer. På landbrugsområdet har den muligheden for at træde i karakter ved at gennemføre en reform i forlængelse af Klimarådets seneste rapport, der ville ”vriste landet fri af landbruget”.
Rune Lykkeberg fulgte denne tanke om landbrugsforhandlingerne op i en kommentar i Information: ”Vi har en drøm om Mette Frederiksen” (den 4. maj). Lykkeberg karakteriserer Mette Frederiksen som en mester i at skifte holdning, og engang fredede hun kødsovs. Tænk hvis hun kunne tage Klimarådets rapport og sige ”glem det, venner, glem det” til dem, der troede, at vi kunne klare overgangen til et bæredygtigt samfund uden en gennemgribende transformation af hele vores landbrug, fødevareproduktion og madkultur.
Litteratur
W.W. Cochrane: Farm Prices – Myth and Reality. Minnesota 1958
Henning Otte Hansen: Landbrugets trædemølle. Tidsskrift for Landøkonomi. Nr. 3. 2016.
Jan Holm Ingemann: Gensyn med landbrugets trædemølle. Økonomi og Politik nr. 2. 1993.
Se også links i teksten.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
